Tilmeld dig vores Nyhedsmails

© 2020 By DenOnlineAvis.dk

Gadehvalp med skævt ansigt

Bethany og tre andre af hendes søskende har en misdannet snude, men er sunde og raske

Bethany, en ni måneder gammel labradorblanding, bor lige nu hos en plejefamilie ved Norwich i England. Men den unge hunhund leder desperat efter et permanent og trygt hjem.

Det skriver blandt andre britiske Metro.

Ifølge Safe Rescue For Dogs er ansigtsdeformiteten ingen hindring for hverken Bethany eller hendes søskende.


Det er organisationen Safe Rescue For Dogs, der varetager adoptionen af Bethany og mange andre hvalpe. I opslaget på deres hjemmeside skriver de, at Bethany er en ud af fem hvalpe født af en drægtig gadehund i Rumænien. Hele fire af de fem hvalpe i kuldet havde et deformt ansigt.


Heldigvis for de små hvalpe havde den drægtige hunhund tilfældigt mødt en venligtsindet familie, som tog sig af hende og hvalpene, mens de var helt små. Og selvom en dyrlæge anbefalede at få de deforme hvalpe aflivet, nægtede familien, at de skulle lade livet, bare fordi de så anderledes ud. De tog sig af dem indtil de kunne blive transporteret til England til adoption.

'Det er glade, sunde, legesyge og kærlige hvalpe. De kan spise og drikke uden hjælp, og er alle blevet neutraliseret uden nogen komplikationer. Bethany har en evigt logrende hale og giver de bedste kram. Hun er upåvirket af sin misdannelse, fordi hun aldrig har kendt til andet', lyder det i adoptionsteksten.

42 visninger